7 - SYVENDE KAPITEL

Tilladelsen af 
Det Onde

HVORFOR DET ONDE BLEV TILLADT.

     Det onde er det, som føder Elendighed af sig, hvad som helst der enten på første Hånd eller ad fjernere Veje volder Lidelse af en hvilken som helst Slags.—Websters eng.

    Leksikon.  Dette Emne kommer derfor ikke alene ind på menneskelige Plager, Sorger, Smerter, Svagheder og Død, men går bag om alle disse til deres Rodårsag — Synden — og dens Bodemiddel. 

    Eftersom Synden er Årsagen til det onde, er dens Bortfjernelse det eneste Middel til en varig Helbredelse af Sygdomsondet.

     Ingen Vanskelighed mælder sig måske ideligere for den tænksomme end Spørgsmålene:  Hvorfor tillod Gud det onde at råde for nærværende?

   Hvorfor tillod han Satan at fremsætte Fristelsen for vore første Forældre, efter at han ha’de skabt dem fuldkomne eg oprigtige?

   Eller hvorfor tillod han det forbudne Træ at ha en Plads imellem de gode?  

  Trods alle Tilløb til at vise Spørgsmålet fra sig vil det påtrænge sig en: Kunde ikke Gud ha afværget al Mulighed for Menneskets Fald?

    Guds Planer, sete i deres Fuldendthed, vil godtgøre Visdommen i den fulgte Fremgangsmåde. Nogle spør: Kunde ikke Gud, for hvem alle Ting er mulige, had grebet ind tids nok til at forpurre den fulde Udførelse af Satans Øjemed? 

    Uden Tvivl kunde han det; men en sådan Træden imellem vilde ha hindret Gennemførelsen af hans egne Forsætter. Hans Formål var at åbenbare sin Lovs Fuldkommenhed, Majestæt og retfærdige Myndighed og at vise både Mennesker og Engle de onde Følger, der måtte flyde af dens Krænkelse. 

    Desuden er visse Ting i selve deres Natur umulige endogså for Gud, hvad Skriften udtaler:

Det er “umuligt for Gud at lyve” (Heb. 6, 18).

“Han kan ikke fornægte sig selv”(2Tim. 2,13).

     Han kan ikke gøre Uret, og derfor kunde han kun vælge den viseste og bedste Plan for at føre sine Skabninger ind til Livet, selv om vort kortsynede Blik for en Tid ikke skulde kunne opdage de skjulte Væld af uendelig Visdom.

Though opposed
to evil,
God does
permit it.

“ikke er en Gud, some har Lyst til Ugudenlighed” (Sal. 5,4).

     Skøndt imod det onde i enhver Henseende, tillader (d.v.s. hindrer ikke) Gud det for en Tid, fordi hans Visdom er en Måde, hvorpå det kan bli en varig og gavnlig Lærdom for hans Skabninger.

     Den Grundsætning, som, når den udføres I Handlilng, har gavnlige Følger [127] og omsider frembringer Orden, Samstemmighed og Lykke, kalder vi Ret, og den modsatte, der frembringer Splid, Elendighed og Ødelæggelse, kalder vi Uret, Følgerne af disse Grundsætningers Udøvelse kalder vi godt og ondt; og det fornuftbegavede Væsen, der har Evne til at skelne Ret fra Uret og med Vilje ledes af det ene eller det andet, kalder vi dydigt eller syndigt.

Why didn’t God limit man’s experience?

     Det er til denne Sans, Gud altid henvender sig for at bevise sin Retfærdighed, og ved den samme Evne kunde Adam skønne, at Synd, eller Uretfærdighed, var ondt, selv før han kendte alle dens Følger. De lavere Ordensrækker af Guds Skabninger er ikke udstyrede med denne Moralsans. 

    En Hund har lidt Skelneevne, men ikke i denne Grad, skøndt den kan lære, at for een Slags Opførsel får den Kærtegn og godt af sin Herre, for en anden det modsatte.  Den kunde stjæle eller dræbe, men kunde ikke Ejendom, men kunde ikke kaldes dydig, —fordi den er uvidende om noget sædeligt ved sin Opoførsel.

     Gud kunde ha skabt Mennesket uden Evne til at skelne mellem Ret og Uret eller i Stand til kun at skønne og gøre Ret; men at ha skabt ham sådan vilde ha været at lave slet og ret en levende Maskine og sandelig ikke et sjæleligt Billede af hans Skaber. Eller han kunde ha skabt Mennesket fuldkomment og med Handlefrihed, som han gjorde og ha værget ham mod Satans Fristelse. 

    Siden Menneskets Erfaring således blev indskrænket til det gode, vilde han i det Tilfælde stadig ha været udsat for onde Indskydelser udefra eller Higen og Stræben indefra, som vilde ha gjort den stedsevarende Fremtid usikker, og et Udbrud af Ulydighed og Uorden vilde altid ha været en Mulighed; desuden vilde det gode aldrig blet sat så højt i Værd undtagen ved dets Modsætning til det onde.

Cain and Abel

Only
by comparing
results
can man
properly
appreciate
good and evil.

Liberty
of choice
is a part
of man’s
original endowment.

    Ved at sammenligne Følgerne kom de til Forståelse og tilbørlig Værdsættelse af begge.

“Og Gud Herren sa’: Se, Mennesket er blet som en af os til at kende godt og ondt” (1 Mos. 3,22).

     Heri har deres Efterkommere Del på det nær, at de først opnår deres Kundskab om ondt og ikke fuldt ud kan fatte, hvad godt er, førend de erfarer det i Tusindårsriget som en Følge af deres Genløsning ved ham, som da skal være deres Dommer og Konge

     Moralsansen, eller Evnen tilk at skønne Ret og Uret, og Friheden til at bruge den, som Adam ejede, var vigtige Træk I hans Lighed med Gud. Loven om Ret og  Uret var skreven i hans Naturs Indretning. Den var en Del af hans Natur, gangske som den er en Del af den guddommelige Natur. 

    Men lad os ikke glemme, at dette Guds Billede eller Lignelse, denne oprindelig lovindskrevne Menneskenatur, har tabt meget af sit klare Omrids ved Syndens udslettende, nedværdigende Indflydelse; følgelig er det ikke nu, hvad det var i det første Menneske. Evne til at elske forudsætter Evnen til at hade; følgelig kan vi slutte, at Skaberen ikke kunde gøre Mennesket I sit eget Billede, med Magt til at elske og til at gøre Ret, uden den tilsvarend Evne til at hade og gøre Uret. 

    Denne Valgfrihed, kaldet sædelig Handlefrihed, eller fri Vilje, er en Del af Menneskets oprindelige Udstyr, og dette tillige med det fulde Mål af hans Åndsevner og sædelige Egenskaber gjorde ham til et Billede af sin Skaber. 

    I Dag, efter seks Tusind Års Nedadgåen, er så meget af den oprindelige Lighed udvisket ved Synden, at vi ikke er frie, men bundne i større eller mindre Grad af Synden og dens Følgesvende, så at Synd nu er lettere og derfor behageligere for den faldne Slægt end Retfærdighed.

    Var Anledning til Synd aldrig blet tilladt, kunde Mennesket ikke ha modståt Synd, selvfølgelig vilde der hveken ha været Dyd eller Fortjeneste i hans Gøren Ret. Gud søger sådanne til at tilbede sig, som tilbeder i Ånd og Sandhed. Han attrar tænksom og villig Lydighed snarere end uvidende, viljeløs Dyrkelse. 

    Han ha’de allerede livløse, viljeløse Redskaber i Virksomhed til at udføre hans Vilje, men hans Formål var at lave en ædlere Ting, en fornuftbegavet Skabning i sit eget Billede, en Jordens Herre, hvis Troskab og Retfærdighed skulde hvile på en sand Forståelse af Ret og Uret, godt og ondt.

    Skriften underretter os om, at når det ondes Virksomhed har været tilladt længe nok til at udføre Guds Hensigt, vil det for evigt ophøre at virke, og at alle, som blir ved at la det råde over sig, skal for evigt ophøre at være til (1 Kor. 15, 25.26 Heb. 2, 14). Ret Handlen og de, som handler ret skal ene vare ved for evig.

1.  Intuition

2.  Observation

3.  Experience

4.  Information

    Den første Slags Kundskab vilde være umiddelbart indleysende, uden Tæikningsarbejdet eller Nødvendigheden for Bevis. Den Slags tilhører ene den guddommelige Jehova, al Visdoms og Sandheds evige Kilde, der nødvendigvis og ifølge Tingenes egen [130] Natur står højt over alle sine Skabninger. 

    Derfor kunde Menneskets Kendskab til godt og ondt ikke være umiddelbart indlysende. Menneskets Kundskab kunde kommet ved Iagttagelse; men i det Tilfælde måtte der nødvendigvis ha været en Fremvisning af det onde og dets Følger for ham at iagtta. 

    Dette vilde forudsætte Tilladelsen af det onde et eller andet Sted blandt disse eller hine Væsner, og hvorfor ikke lige så godt blandt Menneskene og på Jorden som blandt andre andensteds?

Although deceived,
Eve was a transgressor.

“På den Dag, du æder af det, skal du visselig dø [Eng. døende skal du dø].” 

    De ha’de derfor en tillært Kundskab om ondt, skøndt de aldrig ha’de iagtta’t eller erfaret dets Virkninger. Selvfølgelig påskønnede de ikke deres Skabers kærlige Myndighed og velsignelsesrige Lov, så heller ikke Farerne, som han derved tænkte at værne dem imod. 

    De gav derfor efter for Fristelsen, som Gud i sin Visdom tillod, fordi han da’de set, at det omsider vilde føre til et gavnligt Udfald.

     Det er kun få, der skønner, hvor hård den Fristelse var, som vore første Forældre bukkede under for, eller Guds Retfærdighed i at pålaegge så streng en Straf for, hvad der for mange synes så ringe en Forseelse; men lidt Eftertanke vil gøre alt klart. Skriften fortæller simplet og ligefrem om, hvorledes Kvinden, den svagere, blev forført og dermed en Overtræderske. 

    Hendes Erfaring og Kendskab til Gud var endog mere indskrænket end Adams, for han blev skabt først og ha’de før hendes Skabelse fåt sin Kundskab om Syndens Straf lige fra Gud, hvorimod Eva sandsynligvis fik sin Op[131] lysning fra Adam. 

    Da hun ha’de ta’t til sig af Frugten, gik det, eftersom hun da’de sat Lind til Satans forførende Vrangfremstilling, øjensynlig ikke straks klart op for hende, at hun ha’de forspildt sin Ret til Livet, endskøndt der vel nok var noget misligt og svage Anelser om, at alt ikke var i sin Orden. 

    Men om end forført, var hun dog, ifølge Pavlus, en Overtræderske. Hun var ansvarlig for Handlingen, dog ikke så skyldig, som hvis hun ha’de gjort det under klarere Lys.

    Vi kan let indse, hvad den Fristelse var, som drev ham til således uden videre at udsætte sig for den visse Straf. Siden de jo var fuldkomne Væsener, med Åndsevner i Lighed med deres Skaber, gav Kærlighedens gudlignende Element sig i en fremragende Grad til Kende hos den fuldcomne Mand over for hans Ledsagerinde, den fuldkomne Kvinde. 

    Idet Adam utvivlsomt så den visse Død for Eva og dermed sit eget Tab (og det uden Håb om Tilbagevinden for intet sådant Håb var blet gi’t), fattede han i sin Fortvivlelse uden videre det Forsæt ikke at ville leve uden hende. Idet hanagtede sit eget Liv ulykkeligt og værdiløst uden hendes Selskab, tog han forsætlig Del i handes Ulydighed for at kunne dele Dødsstraffen med hende. 

    Begge var derfor ansvarlige og “i Overtrædelsen,” som Apostelen viser (Rom. 5,14. 1 Tim. 2, 14), og selvfølgelig blev begge retfærdig dømte til Døden af Loven, som siger: “Den Sjæl, som synder, den skal dø.”

    Dog var det Guds Rådslutning at tillade det onde, fordi han, med Midlet til Menneskets [132] Frigørelse fra dets Følger på rede Hånd, indså, at Udfaldet vilde bli, at han ad Erfaringens Vej vilde bli ledet til en fuld Forståelse af “Syndens overvættes Syndlighed” og af Dydens mageløse Ypperlighed i Modsætning til den.—således lærende ham at elske og ære sin Skaber des mere, som er Ophavet og Kilden til al Godhed, og for evig at sky det, som bragte så megen Nød og Elendighed.

     Så det endelige Udbytte vil bli større Kærlighed til Gud og større Had til alt, hvad der er hans Vilje imod, og selvfølgelig alle sådannes grundfaste Opbyggelse på evig Retfærdighed, som høster Nytte af den Undervisning, Gud nu gir gennem Tilladelsen af Synd og dermed forbundne Onder.

    Den sidstnævnte Opfattelse er både gudsbespottelig og modsiger de i Skriften fremstillede Kendsgerninger. De, som falder i denne Vildfarelse, gør det almindelig under et Tilløb til at finde en anden Frelsesplan end den, Gud har sørget for ved Kristi Offer som vor Løsepenge. 

    Hvis det lykkes dem at overtyde sig selv og andre om, at Gud er ansvarlig for al Synd og Ugudelighed og Forbrydelse*),

*To Skrifttekster (Es. 45,7 og Amos 3,6) bruges til at bære denne Anskuelse oppe, men ved en Misfortolning af Ordet ondt begge Steder. Synd er altid et Onde, men et Onde er ikke altid en Synd.  Et Jordskælv, en Ildebrand, Oversvømmelse eller Farsot vilde være Ulkykker, et Onde; men ingen af disse vilde være Synder. Ordet Onde i de nysnævnte Tekster har Meningen Ulykker.  Det samme hebraiske Ord, Sal. 10, 6; 27, 5; 34, 19; 41, 1; 88, 3; 94, 13; 107, 26. 39; 141, 5. Jer. 48, 16; 51, 2. Beg. 1, 21. Sak. 1, 15. Præd. 7, 14. 1 Sam. 10, 19. Neh. 2, 17. 1 Es. 45, 7 og Amos 3, 6 vilde Herren minde Israel om sin Pakt med dem som et Folk, — at om de vilde adlyde hans Love, vilde han velsigne dem og vevare dem for Ulykker, der kom over Verden i Almindelighed, men at om de vilde forlade ham, vilde han bringe Ulykker (Onder) over dem som Revselse. Se 5 Mos. 28, 1-32. 3 Mos. 26, 14-16. Jos. 23, 6-16. Når Ulykker ramte dem, var de imidlertid tilbøjelige til at anse dem for Hændelser og ikke for Revselser. Følgelig sendte Gud dem Bud gennem Profeterne, påmindede dem om deres Pakt og fortalte dem, at deres Ulykker var fra ham og med hans Vilje for deres Tilrettevisning. Det er Tåbeligt at bruge disse Tekster til Bevis på, at Gud er Syndens Ophav, for de henfører aldeles ikke til Synd.

    Dermed lægger de også Grunden til en anden Del af deres flaske Lære, nemlig Universalisme, idet de påstår, at eftersom Gud afstedkom al Synd og Ugudelighed og Forbrydelse i alle, vil han også udvirke hele Menneskehedens Befrielse fra Synd og Død.

    Og idet de slutter, a Gud vilde og voldte Synden, og at ingen kunde modstå ham, så påstår de, at når han kommer til at ville Retfærdighed, vil alle ligervis være uden Magt til at modstå ham. Men i al sådan Tænkning tilsidesættes aldeles Menneskets ædleste Egenskab, Vilje- eller Valgfrihed, det mest slæende Træk af hans Lighed med sin Skaber, og Mennesket blir efter denne Laere en blot og bar Maskine, der kun arbejder, efter som den påvirkes. 

     Om dette var Tilfældet, vilde Mennesket i Steden for at være Jordens Herre endog være ringere end Insekter; for de har upåtvivlelig en Vilje eller Valgevne. Selv den lille Myre har fåt en Viljesevne, som Mennesket ikke kan ødelægge, sköndt han med sin større Magt kan virke og krydse den.

God did not force man
to sin, but in His loving wisdom provided
a means
for his recovery.

     Sandt nok, Gud har Magt til at drive Mennesket til enten Synd eller Retfærdighed; men hans Ord vidner, at han ingen sådan Hensigt har. Han kunde ikke, uden at komme i Strid med sig selv, drive Mennesket til Synd, af den samme Grund, at “han ikke kan fornægte sig selv.” 

     Slig en Adfærd vilde være usamstemmende med hans retfærrdige Karakter og derfor en Umlighed. Og han søger kun sådannes Tilbedelse og Kærlighed, som tilbeder ham i Ånd og Sandhed. I dette Øjemed har han gi’t Mennesket en fri Vilje lig [134] sin egen og ønsker, han skal vælge Retfærdighed Menneskets Tilladelse til at vælge for sig selv førte til hans Fald fra Guds Samfund, Yndest og Velsignelser hen i Døden. 

     Ved sin Erfaring i Synd og Død lærer Mennesket af Gavn, hvad Gud tilbød at lære ham af Navn, uden at han behøvede at opleve Synd og dens Følger. Guds Forudviden om, hvad Mennesket vilde gøre, bruges ikke imod ham et Påskud for at nedværdige ham til et blot og bart Maskinvæsen; tværtimod bruges den til Menneskets bedste. 

     Thi uagtet Gud forudså, hvad Retning Mennesket vilde ta, om det stod ham frit for at vælge for sig selv, hindrede han ham dog ikke fra at smage Synden og dens beske Frugter, men begyndte med det samme at sørge for etMiddel til hans Genopresjsning af sin første Overstrædelse ved at skaffe en Genløser, en stor Frelser, der var i Stand til fuldkomment at frelse alle, som vilde vende om til Gud ved ham. 

     Af den Grund, — for at Mennesket kunde ha en fri Vilje og dog sættes i Stand til at få Gavn af sit første Fejlgreb ved dens Misbrug i Ulydighed mod Herrens Vilje, — har Gud tilvejebragt ikke alene en Løsepenge for alle, men Kundskab om den således tilbudte Anledning til Forligelse med ham skal også nå til alle i sin belejlige Tid. — 1 Tim. 2, 3-6.

     Gud kan vedligeholde Liv, så længe han finder for godt, endog imod det virksomme ondes nedbrydende Magt, men det vilde være lige så umilgt for Gud at holde et sådant Liv ved lige evindelig som at lyve. Det vil sige, det er  moralsk umuligt. 

     Et sådant Liv kunde bare mere og mere bli en Kilde til Ulyksalilghed for sig selv og andre. Gud er derfor for god til Ulyksalighed for sig selv og andre Gud er derfor god til at opholde en Tilværelse så unyttig og skadelig for sig selv og andre, og når hans opholdende Magt unddrages, vil Ødelæggelse, det ondes naturlige Følge, bli Udfaldet. Liv er en Gunst, en Gave fra Gud, og det vil bli forstat evindelig kun for de lydige.

     Mærk dette Punkt vel. Det nuværende Liv som fra Vuggen til Graven er bare en eneste uafladelig Døen, er uagtet alle sine Onder og Skuffelser en Skænk, en Gunst, selv om der ikke var noget Herefter, det store Flertal ser således på det, Undtagelserne (Selvmorderne) er forholdsvis få, og disse har vore Domstole gentagende fundet at være ude af Sindsligevægt, eftersom de ellers ikke således vilde afskære sig fra nuværende Velsignelser Desuden. 

     Desuden vilde alle Adams Børn sagtens ha båret sig ad, ganske som han gjorde, under lignende Omstændigheder.